|
Der stilles store krav til iværksættere og selvstændiges kompetencer. Det er en meget kompleks men også spændende opgave at stå i spidsen for en virksomhed. Opgaven udvikler sig meget i disse år som en nødvendig konsekvens af den markant stigende konkurrence. Det er derfor helt afgørende, at kompetenceniveauet i virksomhederne stiger.
Der er mange måder at øge kompetenceniveauet på. Det er vigtigt, at der etableres rammebetingelser, der gør, at virksomhederne har mulighed for at styrke deres kompetencer. Dette kræver en bred vifte af initiativer. Håndværksrådet arbejder derfor bl.a. for følgende:
- Alle erhvervsrettede uddannelser skal etablere tilbud om at opnå kompetencer til at drive virksomhed. Det indebærer, at der skal formuleres mål for alle uddannelser for henholdsvis kundskabsniveau og kompetencer i relation til det at drive virksomhed. På tilsvarende vis skal alle skoler og uddannelsesinstitutioner opstille strategiske mål. Der skal etableres et sammenhængende tilbud af undervisning og aktiviteter i relation til selvstændighedskultur og kompetencer. Der skal ske en systematisk indsamling og spredning af erfaringer med undervisningen på disse områder, og resultaterne skal måles og formidles.
- Det skal sikres, at der er et relevant og tilpasset efteruddannelsestilbud målrettet selvstændige og medarbejdende ægtefæller. Selvstændige har i dag adgang til AMU-kurser, men der er ingen sikring af, at der udvikles kurser målrettet denne gruppe. Dette gælder såvel indhold som tilrettelæggelse af kurserne. Der er således ikke etableret et efteruddannelsesudvalg for selvstændige og medarbejdende ægtefæller. Der er herudover en skattemæssig barriere for køb af videreuddannelseskurser for selvstændige i personligt ejede virksomheder, idet en sådan omkostning skattemæssigt betragtes som en personlig omkostning. Der er således behov for, at der bliver en ligestilling mellem lønmodtagere og selvstændige på dette område
- Der skal etableres rammer, der tilskynder virksomheder til at ansætte personer med nye og højere kompetencer. Den aktuelle videnpilotordning er et godt eksempel herpå, men der bør også systematisk etableres praktikordninger på alle videregående uddannelser. Det vil give mulighed for, at de studerende får erfaring med arbejdet i mindre virksomheder, og at virksomhederne tilsvarende får erfaringer med, hvilke kompetencer denne type personer kan tilføre virksomhederne.
- Der skal etableres en sparringspartner-funktion for selvstændige i relation til det at drive virksomhed. Vi har i dag den regionale erhvervsservice, der tilbyder 4 timers gratis vejledning. Denne ramme er dog alt for kort til at kunne imødekomme behovet. Det skal sikres, at der overalt i landet eksisterer et tilbud om uvildig, gratis og opsøgende rådgivning over for iværksættere og små og mellemstore virksomheder. Dette rådgivningstilbud bør bestå af et basistilbud, der udbydes overalt i landet, og en regionalt tilpasset overbygning. Den basale rådgivning bør indeholde sparring vedrørende virksomhedens forretningsplan og udviklingsmuligheder, orientering om henvisning til relevante offentlige myndigheder, orientering om og henvisning til relevante virksomhedsportaler og offentlige indberetningsmuligheder, henvisning til relevante rådgivere, orientering om og henvisning til relevante finansieringskilder, orientering om og henvisning til relevante kursus-, uddannelses- og efteruddannelsestilbud samt orientering om relevante erhvervsfremmetilbud
- Der skal sikres en let indgang til rådgivning på specialområder, som mindre virksomheder ikke selv kan forventes at opbygge. Dette varetages i dag bl.a. af de godkendte teknologiske serviceinstitutter og Danmarks Eksportråd.
|