|
Irrelevante krav i udbudsmaterialerne
Håndværksrådet oplever gang på gang, at kommunerne stiller krav til virksomhederne i forbindelse med udbud af en opgave, som reelt ikke bruges til noget i konkurrencen, og som ligeledes er meget voldsomme i forhold til opgavens størrelse

af Katja Petersen
”Vi ser eksempelvis kommuner, der stiller krav om at se 3 års regnskaber fra virksomhederne, når de skal byde på en opgave. Det kan give mening i nogle tilfælde, men vi ser desværre også, at det er krav, som bliver stillet ved korte opgaver af 1½ måneds varighed. Det er et problem, for kravene skal stå mål med opgavens størrelse, og kommunerne bør ikke bede om oplysninger, som de reelt ikke bruger til noget”, siger chefanalytiker i Håndværksrådet Mads Engberg.
Der kan være gode grunde til at stille krav om 3 års regnskab, når kommunerne forsøger at sikre sig, at de virksomheder, som skal bygge en ny skole eller 100 ældreboliger, er solide nok til at kunne opfylde hele kontraktperioden. Hvis en virksomhed går konkurs midt i kontraktperioden, er det besværligt for kommunen at finde en ny leverandør, og borgerne forventer stadig levering til tiden, selv om en virksomhed er gået ned med flaget.
Rutinekrav er en uskik
”Der, hvor kæden hopper af, er, når kravene stilles som ren rutine. Det kan være krav om en soliditetserklæring, 3 års regnskaber, krav til den årlige omsætning el. lign., som bruges ved større og længerevarende opgaver. Reglerne om sikkerhedsstillelse i AB92 bør give kommunerne tilstrækkelig sikkerhed for opgavens udførelse, så de ikke behøver stille yderligere økonomiske krav ved korte opgaver”, siger Mads Engberg.
”Når de samme krav finder vej til opgaver med kort varighed, er det en uskik. Det handler ofte om, at kommunerne er usikre og urutinerede, og så er det desværre lettere at stille flere krav, end man har brug for – for så er man i hvert fald dækket ind, lader tankegangen til at være”, pointerer Mads Engberg.
Klemmer dem, der i forvejen har det svært
Problemet er, at mange små og mellemstore virksomheder i øjeblikket har røde tal på bundlinien på grund af krisen og mangler ressourcer pga. fyringer, og det er måske netop en række mindre opgaver, som virksomheden har brug for, for at komme ”på fode” igen.
”Kommunerne er på grund af de uforholdsmæssigt store krav i udbudsmaterialerne med til at svække de små og mellemstore virksomheder, og i værste fald være den sidste dråbe, som får en virksomhed til at bukke under. Det er et stort og unødvendigt spild”, understreger Mads Engberg.
Lagt på Håndværksrådets hjemmeside: 04-03-2010
|