Hvordan rekrutterer vi (bedre) til erhvervsuddannelserne? Håndværksrådet giver et bud på svaret i rapporten ”Motiveret for en erhvervsuddannelse?”, som er blevet til i tæt samarbejde med DS Håndværk og Industri, Danske Slagtermestre samt Bager- og Konditormestre i Danmark.
Undersøgelsen viser, at rigtigt mange unge mennesker i folkeskolen har ønsker til deres uddannelse og fremtidige arbejdsliv, som mange erhvervsuddannelser helt indlysende kan honorere – men dét ved folkeskoleeleverne ikke meget om.
Undersøgelsen peger på, at eleverne i folkeskolens ældste klasser meget gerne vil hente viden om uddannelse hos vejlederne, men interviewene viser også, at vejlederne efter lærlingenes opfattelse ikke vejleder godt nok eller rigtigt i forhold til erhvervsuddannelserne. Derfor er der et spring mellem folkeskoleelevernes viden om erhvervsuddannelserne og de faktiske forhold på erhvervsuddannelserne.
4 nye pjecer med gode råd om rekruttering
Vi har sendt spørgeskemaer til mere end 2.300 folkeskoleelever og har interviewet lærlinge inden for bager-, slagter- og smedefagene. Hvordan vælger de unge? Hvad ved de om erhvervsuddannelserne? Hvor søger de information? Hvorfor vælger de lige, som de vælger?
Konklusionerne har vi samlet i fire pjecer med gode råd til, hvordan man med udgangspunkt i de unges egne ord og holdninger til uddannelserne kan arbejde med rekruttering til dels de tre fag, undersøgelsen omfatter, og dels generelt. Download de 4 pjecer ved at klikke på illustrationerne ovenfor.
Pjecerne kan bruges af alle, der rekrutterer til de involverede uddannelser, men i virkeligheden også til mange andre erhvervsuddannelser. Undersøgelsen viser nemlig, at de unge, der ér i gang med en erhvervsuddannelse, er meget begejstrede for deres fag – og samtidig formulerer de unge meget præcist, at der mangler viden og information om de fag og uddannelser, undersøgelsen tager fat i: ”Ingen ved jo, at den her uddannelse eksisterer”, er et rammende citat fra de tre interview.
Du kan også her downloade rapporten "Motiveret for en erhvervsuddannelse?"
Yderligere oplysninger om resultaterne af EUD-undersøgelsen fås hos uddannelsespolitisk medarbejder i Håndværksrådet Heike Hofmann, tlf. 33 93 20 00.
|
 |
|