Håndværksrådet





                             
Nyheder

Bookmark and Share

Sylter indgreb mod annoncehajer
 
Af Søren Dietrichsen

 

Håndværksrådet vil hjælpe virksomheder, der føler sig snydt af fupfirmaer

Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen varslede allerede i januar i år et indgreb mod danske annoncehajer, men endnu er intet sket. Imens hærger de kreative annoncehajer dansk erhvervsliv med uformindsket styrke. Strømmen af fup-fakturaer til virksomheder og institutioner for varer, som de ikke har bestilt, eller er blevet vildledt til at bestille, er ikke taget af - tværtimod. - Det er sløvt, at der fra politisk hold ikke er sket noget endnu. Det var vi blevet lovet allerede i januar. Vi venter i spænding på, hvad erhvervsministeren barsler med, siger konsulent Per Lykke Danielsen fra Dansk Industri.

 

I januar reagerede økonomi- og erhvervsministeren på en omtale i ErhvervsBladet af Keyworld Nordic, der sendte falske fakturaer ud til virksomheder. Han fandt virksomhedens fremgangsmåde uetisk og uacceptabel, og ville have den slags firmaer stoppet gennem en ændring af markedsføringsloven. Arbejdet skulle være startet inden sommerferien, men indtil videre er intet sket. Økonomi- og erhvervsministeriet meddeler, at det fortsat er planen at politikerne skal tage stilling til et indgreb mod annoncehajerne i en revision af markedsføringsloven.

 

Men den politiske proces er pt. forsinket og starter først i løbet af de næste 30 dage. Flere erhvervsorganisationer og virksomheder står bag hjemmesiden www.annoncehajer.dk, der aktivt forsøger at bremse de mange fupfirmaer, der opererer i Danmark. En af de aktive bekæmpere af fupfakturaer er Håndværksrådet, der nu forstærker indsatsen på området. Organisationen vil nu tilbyde konkret rådgivning til virksomheder, som er kommet i klemme hos et fupfirma. - Vi vil meget gerne hjælpe virksomheder, der er kommet i klemme hos eksempelvis Dansk Skoleindkøb og Azir.dk, siger jurist Peter Andersen fra Håndværksrådet. - Et firma som Dansk Skoleindkøb udfører svig ved at stille kunderne noget i udsigt, som de ikke holder. Men man kan ikke se bort fra, at det er svært at bevise hvad der er lovet af Dansk Skoleindkøb. Men kan vi samle 20 til 30 enslydende forklaringer står ofrene stærkere, hvis det skulle komme til en retssag, siger Peter Andersen.


Håndværksrådet · Islands Brygge 26 · Postbox 1990 · 2300 København S · tlf. 33 93 20 00 · fax 33 32 01 74 · hvr@hvr.dk