Håndværksrådet





                             
Nyheder

Bookmark and Share

Ligestillling for små virksomheder
 

Af Søren Dietrichsen

 

Erhvervsministeren vil undersøge om små virksomheder kan sidestilles med private forbrugere på markedsføringsområdet. Håndværksrådet glæder sig over initiativet

Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen vil undersøge om det er muligt at sikre de små virksomheder en bedre beskyttelse mod aggressiv markedsføring og illoyal konkurrence ved, at de ligestilles med forbrugere i markedsføringsloven. En ændring i den retning vil blive positivt modtaget af Håndværksrådet. Selvom Helsinge Karosseri udelukkende har Nancy Christensen, der er uden en juridisk uddannelse, siddende på kontoret, sidestilles den lille virksomhed, med i alt fire ansatte og mesteren selv, med giganter som Novo Nordisk og Carlsberg på markedsføringsområdet. - Jeg sad med en fornemmelse af, at vores virksomhed var blevet snydt af en annoncehaj, men anede ikke hvad jeg skulle stille op. Jeg ville ikke sætte en advokat på sagen, og dermed risikere at spilde flere penge, siger Nancy Christensen. Hun blev imidlertid opmærksom på, at andre virksomheder var blevet snydt på samme måde via omtale i diverse medier. Med bistand fra Håndværksrådet fik Helsinge Karosseri 10.000 kr. betalt tilbage fra fup-firmaet.

 

Sidestilles

Sagen er et eksempel på, at ny-startede og mindre virksomheder har behov for en bedre beskyttelse, der kan sammenlignes med den som Forbrugerombudsmanden yder private forbrugeres interesser, mener Håndværksrådet. - Det er ikke rimeligt, at helt små nystartede virksomheder sidestilles med de store virksomheder, der råder over helt andre ressourcer Man bliver ikke nødvendigvis klogere af, at man udskifter lønseddel med momsnummer, siger chefjurist Peter Andersen, Håndværksrådet. Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen har taget initiativ til at undersøge området og nedsat et udvalg som skal undersøge problemstililngen: - Det skal undersøges i hvilket omfang små virksomheder kan sidestilles med forbrugere i henseende til beskyttelsesbehov på markedføringsområdet, herunder om markedsføringsloven yder små virksomheder tilstrækkelig beskyttelse mod aggressiv markedsføring og illoyal konkurrence. Forbrugerstyrelsen oplyser, at de største forskelle for private og erhverv i markedsføringsloven er dels på fortolkningen af reglerne, og på håndhævelsen, hvor Forbrugerombudsmanden i dag primært skal varetage forbrugernes interesser. Udvalget skal derfor blandt andet undersøge, om Forbrugerombudsmandens tilsyn kan udvides til at dække små- og mellemstore virksomheder og om reglerne skal ændres.

 

Udvide beføjelser

- Hvis man vil åbne op for, at de mindre erhvervsdrivende kommer ind under samme hat hos Forbrugerombudsmanden som forbrugerne, så må vi formode at Forbrugerombudsmanden skal tage sig deres sager. Det er en god løsning. Problemerne med eksempelvis annoncehajer skyldes primært, at der ikke er nogle til at hjælpe virksomhederne når de er kommet i klemme, siger Peter Andersen. Han mener, at annoncehajerne fup af mindre virksomheder har synliggjort, at der er tale om en udsat gruppe virksomheder som det er nødvendigt at tage særlige hensyn til.


Håndværksrådet · Islands Brygge 26 · Postbox 1990 · 2300 København S · tlf. 33 93 20 00 · fax 33 32 01 74 · hvr@hvr.dk