Innovationsværktøjer til små og mellemstore virksomheder
Hvor god er din virksomhed til at bruge idéer fra medarbejdere? Hvordan er din virksomheds fordeling af mænd og kvinder i forhold til andre virksomheder? Og hvor god er din virksomhed til at ansætte medarbejdere med forskellig uddannelsesmæssig baggrund eller nationalitet?
På den nye portal www.divin.dk, som Rådet for Teknologi og Innovation har givet støtte til, kan man nu teste sin magfoldighed og skabe innovation Portalen er et unikt værktøj, hvor virksomheder kan teste deres mangfoldighed og innovation og sammenligne sig med andre virksomheder i Danmark. Hensigten med portalen er at inspirere virksomheder til at skærpe deres fokus på medarbejderdreven innovation gennem mangfoldighed blandt deres medarbejdere.
En virksomhed, der fokuserer på mangfoldighed er Skælskør Anlægsgartnere: ”Vi er meget bevidste om, hvad det betyder for vores virksomhed at have medarbejdere med mange forskellige baggrunde – og portalen har givet os et godt billede af, hvor vi ligger i forhold til andre virksomheder. Samtidig har den givet os gode redskaber til, hvordan vi integrerer nye medarbejdergrupper, som tænker lidt anderledes”, siger direktør Jakob Kristensen.
I samarbejde med Damvad og Copenhagen Business School gennemfører Håndværksrådet et 2-årigt projekt med det formål at fremme små og mellemstore virksomheders fokus på mulighederne i at styrke innovation gennem mangfoldighed og forskellighed i ressourcer hos medarbejderne.
Projektet fokuserer på 4 mangfoldighedsdimensioner: Køn, alder etnicitet og uddannelse.
På www.divin.dk skal små og mellemstore virksomheder kunne teste sig selv og få en idé om, hvorvidt der er potentiale for innovation i deres virksomhed set ud fra sammensætningen af medarbejderne. Virksomhederne skal samtidig inspireres til at arbejde strategisk med medarbejdersammensætningen for at fremme den medarbejderdrevne innovation i virksomhederne.
20 af Håndværksrådets medlemsvirksomheder medvirker i projektet, der startede i januar 2008 og løber til ultimo 2010. |