Den 17. nov. 2008 aktiveredes www.flerefagfolk.dk - Undervisningsministeriets bud på, hvordan vi skaber mere respekt om erhvervsuddannelserne. Håndværksrådet er glad for ministeriets kampagne, som er helt på linje med rådets arbejde for at forbedre erhvervsuddannelsernes image.
”Både den netop igangsatte kampagne og aftalen om globaliserings-midlerne viser, at Undervisningsministeriet præcis som Håndværks-rådet fokuserer på at skabe større respekt om erhvervsuddannel-serne. Det kan vi kun sætte pris på,” siger uddannelsespolitisk medarbejder Heike Hoffmann. ”Vi håber, at kampagnen med de små videoklip kan vise både unge mennesker og deres forældre, at danske virksomheder har brug for dygtige lærlinge, og at erhvervsuddannelserne er et tilbud om en praktisk uddannelse på højt niveau, som kun meget få lande i verden kan tilbyde”.
Læs mere om Håndværksrådets indsats på området nedenfor
Håndværksrådet har af Undervisningsministeriet fået midler til at gennemføre en undersøgelse af, hvad det er, der motiverer unge mennesker til at tage en erhvervsuddannelse. Projektet tager udgangspunkt i vigtige eksempler, fordi erhvervsuddannelser er mange ting: Håndværksrådet fokuserer på tre uddannelser, der lige nu står over for en udfordring med hensyn til at skaffe lærlinge: Bagerne, smedene og slagterne.
Håndværksrådet udfører undersøgelsen, mens repræsentanter for Danske Slagtermestre, Bager- og Konditormestre i Danmark samt DS Håndværk og Industri følger projektet, bidrager med idéudvikling og baner vejen for kontakt til skoler, arbejdsgivere og andre medspillere.
Projektet går ud på at finde ud af, hvad der motiverer unge mennesker til at tage en erhvervsuddannelse. Vi ved rigtigt meget om frafald, men vi ved faktisk ikke så meget om, hvad der får unge mennesker til at søge ind på specifikke uddannelser. Den viden er en mangelvare, når det viser sig, at faglige udvalg, mestre og vejledere ikke formår at rekruttere unge mennesker til de uddannelser, der mangler hænder.
Den manglende viden bliver til gennem dybdegående fokusgruppeinterviews med en håndfuld lærlinge fra hver uddannelse – vi vil ganske enkelt diskutere med dem, hvorfor de har søgt ind på den uddannelse, de nu er i gang med. Hvordan traf de den beslutning? Hvem diskuterede de den med? Hvad og hvem var udslagsgivende for deres uddannelsesvalg?
For at supplere disse interviews gennemføres en spørgeskemaundersøgelse blandt folkeskoleelever, der skal afdække baggrunden for deres uddannelsesvalg. Vi ønsker viden om, hvad det præcist er, vi skal fokusere på, når erhvervsuddannelserne skal markedsføres, når vi skal vejlede dem, pg når vi skal tiltrække lærlinge.
Projektet afsluttes med en samlet rapport og med tre pjecer (én for hver af de undersøgte uddannelser), som vejleder, faglige udvalg og mestre kan bruge i deres arbejde med markedsføring og rekruttering. Se nærmere her:
25-03-2009: Bedre information om erhvervsuddannelserne
|